Jeg plejer altid at spørge forældre om hvor mange konflikter de sætter deres barn i? De skal forestille sig barnet i midten af en cirkel af aktører, der er en del af barnets skole, fritid og sport. Hvor mange af dem hiver i barnet og hvor mange af dem er enige om, hvilken vej der skal hives …. og hvornår?

Et typisk sportsbarn skal forholde sig til:

• Forældre
• Træner
• Skolen
• Den enkelte lærer
• Klassekammerater
• Holdkammerater
• Andre venner
• Klubben
• landshold og landstræner.

I den sidste ende er alle interessenter med egne mål og interesser for barnets udvikling, der hiver i barnet for at de selv og barnet skal opnå nogle mål .

Interessenter fordi de alle har en opgave i forholdet til barnet. Læreren skal sikre barnets faglighed, træneren skal sikre den sportslige udvikling, klubben skal håndtere de sportslige rammer. (Så må vi håbe at klub og træner er enige for ellers skal forældrene til at vælge om de støtter klubbens eller trænerens linje.) Vennerne skal dække et socialt behov hos sig selv men ikke mindst hos den unge atlet.

Det er nemt, når det hele kører på skinner, men hvad så når de forskellige interessenter ikke trækker i samme retning og barnet står i midten? Billedligt talt får barnet ”ondt i arme og ben” når vi hiver i dem på samme tid. I virkeligheden bliver barnet stresset, usikkert og demotiveret. Barnet skal her navigere i en kompleks verden af voksne og børn, hvor det vil forsøge at gøre alle tilfredse samtidig.

Læs om hvordan du identificere et stærkt mindset

Forældrenes opgave er ikke at løse alt for barnet eller altid at forhindre at barnet fejler. Tværtimod handler det om at holde med barnet og sætte det i færrest mulige modfasesituationer. Hvis træner og skole ikke er enige om barnet fx skal på træningslejr, er det forældrenes ansvar at gå ind og håndtere situationen så barnet ved at træner og skole ender med at støtte det barnet ender med at gøre. Det er forældrene og ikke barnet, der skal stå på mål for beslutningen – for det er forældrene, der skal tage beslutningen!

En anden klassisk modfasesituation er tvungne afbud til træning. Fx en familie fødselsdag eller lignende hvor barnet ikke selv bestemmer om det vil deltage. Hvordan man som familie prioriterer må være op til den enkelte familie ud fra sportslige ambitioner, tid på sæsonen og mange andre parametre og muligheder.

Det vigtige er at alle bakker op om den beslutning der er taget. Eksempler hvor det ikke sker er fx situationen hvor forældrene tager barnet fri for træning og beder barnet snakke med sin træner.

Barnet vil i forhold til træneren skulle være loyal overfor sine forældre og bede om fri. Træneren vil typisk reagere med at det er jo barnets valg og det må selv tage stilling til konsekvensen. Barnet vil derfor gå hjem og sige til forældrene at det ikke kan holde fri og så starter vi forfra. Barnet er så kommet i en situation hvor det ikke kan undgå at skuffe den ene eller anden part.

Hvad skal man så gøre i en sådan situation hvor man tager sit barn ud af en træning? En måde kan være i god tid at bede barnet kontakte sin træner og lave en plan for hvordan vi kan kompensere for træningen så det ikke bliver ”enten/eller” men ”i stedet gør vi”…

Vælger man derimod at barnet kommer senere til festen eller ikke deltager skal det heller ikke være barnet der skal stå med den beslutning og skal forklare den og forældrene der står og undskylder barnet, men derimod forældrene der støtter barnets prioritering. Det lyder som små ting men er klassiske konflikter som kommer til at fylde i det daglige og tager fokus fra at løse de opgaver barnet står overfor.

Vi kunne også vælge at kalde det Loose/loose-situationer for barnet, hvor barnet uanset retningen og valg kommer til at stå tilbage som taber. Det kan være så simple ting som at putte for mange ting ind i barnets liv. En typisk dag for en ung svømmer indebærer fx morgentræning, skole, lektier, aftentræning. Derudover kommer måltider, et forsøg på socialt samvær og til sidst alle de ting de bliver bedt om at hjælpe med derhjemme.

Book et foredrag til forældre om børn i sport eller en aften om mentaltræning til din klub

Jo – børn skal lære at hjælpe til hjemme, men måske de dage hvor de kun har en træning, eller ikke skal op om morgenen eller ikke har så mange lektier. Det er en loose/loose eller modfase når barnet skal vælge mellem mad, lektier og hjælpe der hjemme… hvis der kun er plads til en eller to ud af de tre.

Ja – de kan helt sikkert nå dem alle sammen, men så kommer de lidt senere i seng og er trætte dagen efter og så kommer der en ny modfase. Skal jeg sove en time eller lave lektier eller hjælpe herhjemme? Hvad vælger barnet ud fra? Tja – Jeg har ikke svaret, men hvis det bliver ved med at vælge ender de med at vælge det der giver færrest konflikter i dag og ikke det der bringer dem derhen hvor de gerne vil være om en måned eller et år. Skal jeg komme med et par gode råd til jer som forældre er det:

1/ Sørg for at jeres barn ikke kommer i modfase.

2/ Husk I er forældre til dit barn.

3/ Stressede børn tænker kortsigtet og børn i balance har overblik

4/ Tager I et valg med jeres barn er det jer, der bakker valget op – ikke barnet.

Læs om personlig coaching med Kim Dietrichsen, Sportsmind.dk

Kim Dietrichsen er indehaver af firmaet Sportsmind, der arbejder med mentale redskaber og præstationsoptimering. Kim er uddannet cand. scient i idræt og har en master i coaching og han har 20 års erfaring som elitetræner, coach, mentaltræner og de senere år også selv som sportsfar.

Hvis du vil i kontakt med Kim, så skriv på kim@sportsmind.dk eller ring på 20 43 86 33.