Jeg har i 20 år arbejdet med elitesport – først som elitetræner i svømning på højeste niveau, og nu som mentaltræner – men jeg er heldigvis stadigvæk et sted hvor selv basale ting kan skubbe mine tanker og give mig lyst til at udvikle mig og lære nyt.

Jeg mødte for ikke så længe siden en ung svømmer der skulle til at starte et mentaltræningsforløb.

 

Svømmeren fortalt mig hurtigt:

”Jeg var jo god da jeg var yngre!”

Det satte nogle tanker i gang hos mig om begrebet ”god”. Hvad betyder det egentligt? Hvornår er man god? Hvordan håndterer man som træner eller forældre begrebet? Hvornår er man god og hvornår er man bare lidt forud med sin udvikling.

Jeg bruger i mit arbejde med mentaltræning tit ordspillet: ”God, Bedre, Bedst” og stiller spørgsmålet hvad vil du helst være?

De fleste svarer ”bedst”, og ja det er jo det sportsfolk drømmer om, det er få der svarer ”god”, selvom det er den betegnelse vi hyppigst bruger om atleter. ”Du er god” og når de vinder er de ”bedst”. Mit spørgsmål er så hvordan bliver man bedst eller god? Det gør man ved at blive bedre.

Men sætter det dem i stand til noget at være gode eller bedst. Kort sagt er svaret nej. Det er en form for status som man enten har eller ikke har.

Det sidste ord er ”bedre”. Et ord der hentyder til en handling eller en forandring: ”du er blevet bedre” ergo kan du noget, du ikke kunne tidligere. At bedre og SMART(ER) målsætning ikke passer sammen er korrekt men intentionen er god, og kædet sammen med nogle forståelige SMART(ER) mål, bliver det til handling og udvikling.

Transformation kontra status quo

Jeg kalder det transformationssprog. Når vi snakker transformation taler vi om udvikling, forandring og forbedringer. Vi forholder os selvfølgelig til status, men bekæmper status quo. Status quo er når udvikling ikke længere er i fokus men fastholdes af en status. Det kan være en god karakter, en fast plads på et hold, eller at genvinde en medalje. Ingen af disse ting er transformerende, med mindre de sættes i forbindelse med et ønske om at udvikle sig, blive dygtigere eller lære nyt.

God eller bare foran?

Når vi arbejder med atleter bliver vi nød til at diskutere hvad det betyder at være god. Jeg har tilbragt mange år med at arbejde med talentudvikling i svømning. Svømning er en meget målbar sport der i sidste ende handler om resultater og den hurtigste tid.

Når en ung svømmer fx svømmer den hurtigste tid nogensinde i sin aldersgrupper er det så en god tid? Eller når en ung fodboldspiller er klart bedre til at drible end sine konkurrenter, er han så god? Eller er de bare foran i deres udvikling?

Lad os antage at det de kan, er noget alle der er to år ældre kan. Betyder det så ikke bare at de er foran deres konkurrenters udvikling, og har øvet sig mere – deres krop har udviklet sig tidligere?

Hvad skal vi så kigge efter?

Det er vigtigt at være bevidst om hvad vi måler os op imod, og hvad vi definerer som godt, og hvad vi ser som en flot udvikling. En god præstation er beskrevet som en der er bedre end andre, men man vælger helt selv hvem man måler imod. Så hvis vi skal bruge ordet god, skal vi vælge hvem vi måler os op imod. Jeg plejer altid at anbefale at måle sig op mod nogen der tidligere har gjort det du drømmer om, og op imod dine egne tidligere præstationer. Du må selvfølgelig gerne kigge mod dem der er bedst lige nu og ”stjæle” det de kan som du ikke kan (endnu). Men du skal ikke måle dit talent eller dine muligheder op mod dem der er bedst til at ”drible” eller svømme i en ung alder.

God-fælden

Jeg er på ingen måde jantelovs- eller breddeorienteret. Jeg arbejder med atleter på alle niveauer, fra unge talenter, til atleter i verdenseliten. En af de sværeste udfordringer jeg møder er når de er gået i god-fælden. Når de bliver bange for at udvikle sig, fordi de er gode, og ikke tør ændre det de kan for at blive endnu bedre. Tænk nu hvis de laver en fejl, og ikke kommer på holdet, eller de bliver dårligere, eller ikke kan følge med mens de lærer nyt. Jeg kalder det ”god-fælden” når atleter holder op med at drømme om at blive bedre men prøver at holde fast i den status de har som ”gode”.

Hvordan håndtere man det som atlet, trænere eller forældre?

Jeg har nogle anbefalinger som er til fri afbenyttelse og byger på mine erfaringer.

1/ Hvad drømmer du om, og er du villig til at satse det du har for at få det? At lære nyt og udvikle sig, er hårdt arbejde og kræver at man kommer til at lave fejl, dumme sig, og nogen gange går den forkerte vej. Men hvis man ikke begynder at gå, kommer man jo ingen vegne.

2/ Fokuser på at blive bedre hele tiden – ikke på at blive god.

3/ Find inspiration og ”stjæl” fra dem der er noget længere i udviklingen – ikke fra dem der er gode. Det betyder ikke at fordi de andre gør noget, er det altid det rigtige. Find ud af hvad du vil lære – og sætte dig selv i stand til – og find ud af hvordan du gør.

4/ Lad være med at lade din succes nu, og i fremtiden, afhænge af andre end dig selv. Du kan ikke styre dine konkurrenters udvikling. Min erfaring er at medaljer, og unikke resultater, kommer til dem der har brugt mest tid på at blive bedre – ikke dem der startede bedst.

5/ Langsigtet udvikling må aldrig blive en undskyldning for status quo. Udvikling skal resultere i bedre resultater som kan ses og måles. Et skridt af gangen men lad være med at gå rund i små cirkler samme sted.

6/ Omgiv dig med mennesker der lever op til de 5 ovenstående punkter, da det er dem der i den sidste ende kan bevæge dig mod den bedste udgave af dig.

Til sidst vil jeg sige god vind til alle atleter, trænere, ledere og forældre rundt om i Danmark, lad os sammen få skabt en kultur hvor udvikling og resultater er en selvfølge, der bygger på hårdt arbejde og drømmen om hele tiden at blive bedre… Så er enden god!

Kim Dietrichsen arbejder til daglig med sportspsykologi med alle niveauer af atleter. Du kan læse mere om hans arbejde på Sportsmind.dk.