Offentligt vejning i dansk elitesvømning – er det virkelig problemet?
Nej! Det ikke er vejningen, der er problemet. Men hvordan mennesker er blevet behandlet blandt andet på grund af et tal på en vægt.
Jeg undrer mig gang på gang over, hvor fordømmende mennesker er overfor konceptet “offentlig vejning.” Det er jo næsten blevet en folkepligt at være forarget over “offentlig vejning” – men lad os da være forarget over det, der reelt er galt.
Vægt er et centralt parameter i rigtig mange sportsgrene indenfor elitesport, og vægt i sig selv, eller det at arbejde med vægt er ikke et problem. Men måden, vi taler om vægt, kan blive et stort problem.
Det er nemt at forstå, at folk ikke vil vejes offentligt. Men den offentlige vejning er det mindste problem i den periode i dansk elitesvøming under landstrænerne Mark Reagan og Paulus Wildeboer. Problemet var i mine øjne, at der blev brugt værktøjer som skam, skyld, frygt, manipulation og ydmygelse. Handlinger der et langt stykke henne af vejen kun havde et formål, GULD TIL DANMARK! Uanset prisen.
Sådan gjorde man soldater psykisk syge
Værktøjerne er en metode, man brugte til at forberede soldater på krigen i Vietnam. Ja, det var effektive værktøjer, og soldaterne blev lydige og parerede ordre – også når de rent etisk var langt over, hvad soldaterne selv mente var rigtigt.
De turde ikke sætte spørgsmålstegn ved træningsmetoderne af frygt for at blive isoleret og sat uden for fællesskabet. En behandlingsform der har givet de fleste soldater psykiske skader for livet.
Hvad er konsekvensen så i dag? For mig er det en frygt for at tale om vægt – også når vægt er et helt legitimt parameter i forhold til en atlets sundhed. Tør jeg eller en anden træner i fremtiden måle og veje vores atleter for at følge med i deres udvikling, eller for at holde øje med, om de holder vægten og indtager nok energi under en træningslejr?
Personligt har jeg nu valgt at bakke helt ud, når det handler om vægt, også inden for de anbefalinger, der ligger fra Team Danmarks, simpelthen af frygt for den offentlige gabestok.
Mediestormen om offentlig vejning, er jeg blevet en bedre træner?
Tænk at danske trænere i fremtiden vil være bange for at forholde sig til et parameter, der indenfor mange sportsgrene er altafgørende. Og lad mig gentage mig selv; nej, jeg tør ikke bede en svømmer om at veje sig, hverken derhjemme, eller i et lukket rum med en diætist, der håndterer det.
Men tænk hvis sporten og pressen i stedet for dette fokus på den offentlige vejning, havde taget et opgør med et uetisk ledelsesprincip, som er et levn fra Østeuropas dopingregimer, og en krig hvor psykisk skadede veteraner var mere normen end undtagelsen.
Ja forældre skal sige fra. Ja atleter skal sige fra. Ja alle skal da sige fra, når nogen ikke holder sig inden for de etiske spilleregler. Vi skal sige fra overfor metoder, som anvender skam, skyld, frygt, manipulation og ydmygelse af mennesker, der sætter medaljer over mental sundhed, og ikke overfor centrale parametre i udvikling eliteatleter.
Bare så det er fuldstændig afklaret. Jeg bakker på ingen måde op om det, der er foregået i den periode i Svømme-Danmark. Samtidig må jeg lidt skræmt konstatere, at metoderne stadig lever i dansk sport. Jeg må desværre erkende, at jeg i mit arbejde som sports psykologisk konsulent, jævnligt møder atleter, der træner og lever i miljøer hvor mental sundhed ikke er et parameter, der arbejdes med. Det forstår jeg Slet ikke. Mit råd er ret simpelt, ingen medalje eller udtagelse opvejer psykisk misbrug.