Den optimale performance zone skal man lede efter

af 17. jan 2017

Den optimale performance zone skal man lede efter

Du skal bare ville det… eller skal man virkelig det?
Skal man råbe af mennesker?
Skal man være egoist?
Skal man drømme stort?
Skal man presse mennesker til det yderste?
Og hvad har det med den optimale performance zone at gøre?

Jeg er en af dem, der elsker mennesker med store ambitioner og ikke mindst er jeg en, der elsker dem, der er villige til at arbejde for deres ambitioner. Jeg har gennem 20 år været så privilegeret at være inviteret helt ind i inderkredsen hos en række mennesker med ambitioner. Nogle er lykkedes, nogle er ikke! Nogle har jeg fulgt igennem en hel karriere, andre bare som coach i en kortere periode. Men hvad er det, der gør forskellen på succes og fiasko?

Nu forventer du nok en moralsk blog om, hvordan man bør opføre sig og ikke mindst, hvordan man ikke bør opføre sig. Men nej, det er ikke min hensigt. Jeg vil forsøge at komme med mine tanker og erfaringer, og fokusere på et andet perspektiv. Hvad kræver det at gå veje som andre ikke går? Hvad kræver det at opnå det, man drømmer om og hvordan arbejder man med det som redskab?

Det der virker!

Jeg vil starte med en lille historie fra min tid som elitetræner i svømning. Jeg arbejdede med en pige, der altid havde lært, at det var vigtigt at være glad og have det sjovt til stævner. Udfordringen var bare, at når hun var glad og havde det sjovt, svømmede hun ikke sit bedste og flyttede slet ikke sine grænser. Men hun levede op til de normer, der var for at gøre det ”rigtige”. Jeg valgte hurtigt en anden strategi som træner. Hvis sjov og glad gjorde hende dårlig, så må sur og trodsig gøre hende god, tænkte jeg. Ja det er forsimplet logik! Men mit job var at få hende til at præstere og udnytte hendes fulde potentiale. Jeg valgte at fortælle hende, at hun ikke havde niveau til at svømme på vores holdkapper (På det tidspunkt en sikker DM-medalje) Reaktionen udeblev da heller ikke; hun blev tosset og skældte mig ud. Jeg skulle ikke komme og sige, at hun ikke var god nok. Det blev en lang smøre af mindre pæne ting. For at gøre en lang historie kort, så svømmede hun derefter fantastisk og jeg måtte efter hvert løb acceptere en relativt trodsig og sur pige, der fortalte mig, jeg ikke fattede noget. Hun endte med at svømme holdkapper og have et fantastisk stævne.

Resultater der gør dig glad på den lange bane

Pointen er, at hun gjorde det, som andre forventede og det hun havde lært var rigtigt. Hun gjorde ikke det, der gjorde hende god. Jeg valgte derimod at hjælpe hende til at finde energi til at gøre det, det krævede at få hende derhen, hvor hun gerne ville være. Det skal siges, at vi efter hvert stævne havde et fint forhold, lige indtil næste gang, vi skulle levere resultater på højt plan. Så skulle hun igen provokeres til at finde sin indre bitch frem.

Vil du vide mere om mentaltræning med sportsmind.dk så læs her

Jeg arbejder med en model, som jeg mener er altafgørende i arbejdet med de mennesker, der vil gå steder, ingen andre har gået. Mennesker, der søger det perfekte. Mennesker, der tør drømme stort. Modellen er ikke et mirakelmiddel, der kan kompensere for stærke værdier, god raceplan, gode forberedelser og det daglige fokus på at blive bedre. Det er en model, der kan bruges til at forstå de tanker, der gør sig gældende i forhold til at arbejde med high performance.

Optimal performance zone

Den optimale performance zone er der, hvor du som person er god. Der, hvor du fortsætter når det gør ondt, og kæmper for alt, det du vil have.

performance zone, sport, mentaltræning

Vi skal væk fra det, som bliver betragtet som godt og skidt, og over i en mere elitær tanke om hvad det virker og hvad der ikke virker.

Der er selvfølgelig en etisk grænse, man skal overholde. Den har jeg ikke facit på, men jeg synes, at det er vigtig som træner, coach eller atlet at være bevidst om, hvor den går. For mig skal jeg altid kunne se mig selv og de mennesker i øjnene bagefter. Det er meget vigtigere end nogen medalje eller rekord.

Jeg arbejder derfor altid med at holde fokus på ”hvad man kan”. Nogle kalder det øjnene på bolden! Hvad leverer du af resultater? Hvilke evner skal udvikles og hvad forventer jeg, du lærer?

Mine tre råd til at arbejde med den optimale performance zone er derfor:

1/ Find ud af hvornår du er god

Jeg oplever desværre ofte mennesker, der hænger fast i myter eller forventninger om, hvad det vil sige at have et mindset, når man skal levere en vare.

Mit redskab er ikke at tale dem efter munden eller fastholde dem i troen. Mit formål er at trykke på den knap, der virker på den enkelte, selvom det betyder, at de kan blive lidt sure eller kede af det.

Men som i tilfældet med svømmeren, jeg beskriver ovenfor, var vi uenige i fem dage, men hun var glad bagefter og i mine øjne er det bedre, end at have det sjovt i fem dage og være ked af resultatet.

Nej, jeg siger ikke, at man ikke må have det sjovt og være glad. Jeg siger, at man skal være præcis der, hvor man opnår det, man gerne vil have.

Læs om foredrag med sportsmind.dk om mentaltræning eller måske om at være forældre i sport.

 2/ Fokuser på at udvikle de evner der skal til for levere resultater.

Det er en helt bog i sig selv, men kort fortalt er mindset ikke nok. Du skal stadig have fokus på opgaven, en klar plan og arbejde benhårdt for at udvikle det, det kræver at kunne levere varen. Performance-zonen er bare et redskab til at levere, når det gælder og ikke blive distraheret.

 

3/ Omgiv dig med mennesker, der gør dig god

Det sidste råd er at omgive dig med mennesker, der gør dig god. Ikke mennesker, der prøver at gøre dig glad! Jo altså, du skal ikke leve i ulykke og være trist, men målet med en træner, coach, mentaltræner eller noget helt tredje er ikke at have en, der taler dig efter munden, men at en, der gør dig i stand til at gøre ting, du ikke tidligere var i stand til at gøre. Også selvom du synes, at de ikke gør dig glade i øjeblikket.

Spørg bare! Det er helt uforpligtende