Sådan spolerer man talentudvikling, min eller din succes.
En spørgeguide til talentmiljøer
Europarekord… Jeg glemmer aldrig følelsen, da Rikke slog hænderne i væggen på hjemmebane i Odense, men vent, jeg var jo ikke hendes træner mere.
Hun havde for to måneder siden flyttet træningsmiljø til det nationale træningscenter. Så æren tilfaldt ikke længere mig, som den havde gjort tidligere, men derimod landstræneren Paulus. Men jeg var stadig stolt, for jeg havde sendt en motiveret og dygtig svømmer, der rent faktisk kunne udvikle sig, videre.
En stor del af sportens væsen er den konstante søgen efter ære. Æren ved sejer, æren ved rekorder. Det er jo ikke for sjov, vi bruger udtrykket Citius, Altius, Fortius (Hurtigere, højere, stærkere), som det olympiske motto og hele essensen af elitesporten.
Men er søgen efter ære og resultater en begrænsning af talent?
Jeg tænker på det dilemma, der opstår mellem resultater nu og udvikling mod resultater i fremtiden.
Lad os vende øjnene mod fodbolden. Et nyligt studie på talent fodboldmiljøer konkluderede at RAE(Relative Age Effect) i talentudvikling og talentidentifikation stadig er en udfordring i dansk ungdomsfodbold.
RAE er en måleenhed for, hvordan der udvælges talenter i miljøer i forhold til hvornår på året, de er født. Studiet konkluderer at der stadig er en tendens til at udvælge spillere født i den første del af året, til trods for en målrettet indsats fra Dansk Boldunion. Hvorfor begrænse sig til ¼ af alle spillere? Statistisk set er de spillere længere i deres fysiske udvikling, så de er både større og stærkere end dem, der er født senere på året. Vælger men de store, ja så vinder man og som træner vælger vi æren nu…
Jeg har gennem 20år med elitesport aldrig mødt en sport, hvor RAE ikke eksisterer og slet ikke, hvis vi kigger på relativ alder, altså hvor tidligt at atleten fysisk er udviklet. Så tidlig udvikling bliver i mange tilfælde ligestillet med talent.
Det er da også en dejlig anerkendelse at finde en tidligt udviklet spiller med gode egenskaber og få æren for det næste talent, der af mere eller mindre kompetente mennesker bliver udråbt til ”Den nye Christian Eriksen”, ”En ny Wozniacki”, eller hvad en tilfældig verdensstjerne hedder i deres sport.
En god følelse men hvad er problemet i det i forhold til talentudvikling?
Det korte svar er et spørgsmål: Udvikler vi på den måde på dem, der kan lære og gøre noget unikt eller bare på dem, der er nået længst i deres udvikling?
Jeg har her formuleret en spørgeguide, som jeg bruger, når jeg rådgiver om talentudviklingsmiljøer.
1/ Hvad er en unik egenskab i jeres sportsgren?
Vi skal i talentudvikling kunne skelne mellem at kunne noget unikt og specielt op imod at være lidt foran alle andre sportsligt. Læs evt. mit tidligere indlæg om emnet her. Talentudvikling handler om at indlære basis ting så godt, at man ikke begrænser de unikke egenskaber senere. Det handler ikke om at øve noget svært som, der ikke er basisegenskaber til at understøtte.
Så for at kunne talentudvikle i sport skal du kunne kende forskel på unikt og basis.
Når du kigger på en spiller og tænker at han er taltenfuld, så stil dig selv spørgsmålet: kan han noget som alle ikke kommer til at kunne på et tidspunkt og er er lyst og villighed til at lære mere?
2/ Forbereder I spillerne på at vinde eller på at tage det næste skridt i deres karriere?
Sport handler om at vinde, vi skal bare blive enige om hvornår. I sportsmind arbejder jeg med en model, der hedder generelt til specifikt. Det betyder, at alt talentudvikling skal tage udgangspunkt i læring af basale ting og slutte i specifik træning.
I svømmeverden er det en stående joke at: ”Miljøer, der ikke leverer resultater, arbejder langsigtet”.
Og nej langsigtet udvikling er ikke en undskyldning for ikke at lave resultater, men reusltater må aldrig blive en undskyldning for at droppe udvikling.
Jeg plejer at sige, hvis du lærer nok og lærer det godt, så skal du nok komme til at levere resulter. Så fokus er læring for at skabe resultater nu og på sigt.
Online værktøjer
Husk at oprette dig, så du kan få dine gratis redskaber og mentaltrænings dagbog.
3/ Hvem skal have æren for sportslig succes?
En af de sværeste ting i sport er det der fine udviklingskoncept, med øvelser, mål og udvælgelseskriterier der ligger i anden skuffe til venstre, og har ligget der siden sæsonstart og som vi snart skal have gjort noget ved. Problemet er, at du ikke modtog spillerne med de færdigheder der stod, så hvad gør vi nu? Hvis vi ikke træner hårdt, kommer vi jo ikke til at vinde og hvad siger min ledelse så til mig og mine resultater?
“You can accomplish anything in life, provided that you do not mind who gets the credit”.
—HARRY S. TRUMAN
Du kunne starte med at spørge, hvad er vigtigst?
A: At du sender nogle spillere videre til næste hold, der har vundet en masse kampe?
B: Spillere, der har lært det de skal og trænet det i en masse kampe?
Mulighed A: giver dig rettigheden til at pege fingre af træneren på holdet over, når han ikke lykkes med de spillere, du ikke har lært det de skulle, men du vandt jo en masse kampe, så ergo er du en dygtigere træner.
Mulighed B: giver dig mulighed for stolt at se træneren over enten bygge videre på det, du har lært dem, eller frustreret se på at han fokuserer på at vinde en masse kampe og ikke lærer dem, det de skal.
Dilemmaet omkring ære er svært, fordi hvem får æren for, at du udvikler gode spiller, som kommer langt på sigt?
For at kigge tilbage på Rikke; Har jeg æren for, at hun tre år efter, jeg sendte hende videre til sin første europarekord, satte en verdensrekord som den første danske svømmer? Jeg følte æren og glæden ved det og indrømmer, at jeg kneb en lille tåre. Fik jeg æren af andre? Nej. Men jeg ved, at jeg gjorde det rigtige for at sende på rette vej og vil gøre det igen, når jeg ved, hvad det kan medføre.
Hvilken træner skal have æren for resultaterne?Svaret er simpelt: Den, der havde dem for to år siden og den træner, der har dem nu. Husk, at hvis du gerne vil have dygtige spillere op, skal du sende æren ned!
4/ Er der plads til sent udviklede talenter, der kan gøre noget unikt i jeres miljø?
Det kræver ikke den store forklaring og svaret i de fleste elitetalentmiljøer er NEJ.Der er ikke plads til det unikke talent, der går i puberteten tre år senere end alle andre, fordi de er en begrænsning i den daglige træning og leverer ikke resultater.
Men man kunne jo vende den om og sige, hvad nu hvis det er dem, der kan gå hele vejen? Er det så ikke ligegyldigt om de rammer puberteten lidt før eller lidt senere? Jeg plejer at sige, at du kan kun sige nej til talenter før eller efter puberteten. Det vil sige, vi bliver nødt til at designe vores system, så der er plads til både den 12årige med skæg og ham, der ikke har antydningen af hår andre steder end på hovedet. Det kræver ressourcer, så husk at vurdere om de kan noget unikt, før de rammer puberteten og ikke når I måler dem mod nogen, der allerede er der.
5/ Hvordan deler I viden og erfaring?
Viden og erfaring på tværs af hold er svært. Hvis du ikke kender holdet over, hvordan skal du så forberede nogen på at kunne komme derop? Hvis du ikke kender holdet under, hvordan skal du så give feedback på dem du får op og deres udviklingsniveau teknisk, taktisk, mentalt og meget andet? Det nemme er at brokke sig over at dem, der kommer op, ikke har de rigtige forudsætninger.
Jeg plejer, når jeg rådgiver om talentudvikling at sige, at der skal arbejdes med følgende udgangspunkt:
1. Husk at I forvalter unge menneskers karriere, ikke jeres egne trænerambitioner.
2. Trænere, der skal forberede spillere til næste hold, skal kigge på holdet over og se hvilke udfordringer, de kan løse med næste generation.
3. Trænere, der arbejder på tværs af hold, deler viden på tværs hurtigere end en talentplan i 2. skuffe til venstre.
4. Trænere, der tilbringer uformel og formel tid sammen lærer sammen.
5. Æren for resultater skal deles og sendes nedad.
6. Tanker og kritik af spilleres niveau bør gives før spillerne rykker op og helst længst muligt før. Så det er dit ansvar som træner at kigge nedad og skubbe til træneren under, hvis du vil have et andet fokus.
7. Husk at der er forskel på unikke egenskaber og tidlig udvikling/specialisering.
8. Der er intet galt i at ville vinde, så længe du gør det rigtige sportsligt. Spørg dig selv ”Hvis du ikke kunne vinde, ville det her så stadig være dit næste fokuspunkt?”
9. Husk at talent ikke er defineret af hvornår du går i puberteten, men udvælgelser desværre tit er.
Jeg har ikke svaret på at løse RAE, men jeg tror på, at talentmiljøer med fokus på vidensdeling, kortsigtet læring og langsigtet udvikling giver plads til at gøre noget unikt. Jeg arbejder med en model, der handler om praktik og drømme, men det er en helt anden snak, som jeg vil tage hul på i det nye år.
Jeg arbejder i øjeblikket på en række indlæg om motivation og implementering af motivations miljøer. Tilmeld dig her for at få besked, når det er klar eller læs første del om motivation og belønning her.