Unge er (måske) bare ikke stærke nok i dag!

 8 punkter til at snakke om trivsel

Unge er (måske) bare ikke stærke nok i dag!

Unge har aldrig lavet flere lektier, drukket senere, røget mindre, været mere målrettet, haft seksuel debut senere og alligevel har angst, spiseforstyrrelser, usikkerhed, selvskade, stress og depression aldrig fyldt mere blandt unge. Så hvad gik galt i vores opgør med “ungdomssløvsind?”

Om det er skolen, sporten, foreningen eller virksomheder billedet er det samme der er rigtig mange mennesker der ikke har det særlig godt i 2023. Om det er en afledt konsekvens af at vores samfund er på vej i en hel gal retning, Corona eller noget helt andet eller måske en blanding, er svært at sige. Men er det i virkeligheden vigtigt? Hvis man er syg går man til lægen og hvis vores samfund er ”sygt”, går vi til?

Trænerer, lærer og ledere i hele lander beskriver det samme billede, alle har virkelig svært ved at være i deres hverdag og trives ikke og vi har ikke kompetencer og redskaber til at håndterer det.

I skolesystemet har lærere og ledelse efterhånden mere fokus på at få hverdagen til at hænge sammen end læring. Skolerne må prioritere hvem der skal have hjælp ud fra et Excel ark med konstant underskud på ressourcer. Mere ekstremt er det på TIKTOK hvor man som ung kan finde inspiration og fællesskab om fx at være god til selvskade og spiseforstyrrelser. Jeg har på 5 minutter fundet hundredevis af digte om at male med rød som åbenbart er hvad man gør når man selvskader, (kan ikke helt bestemme mig for hvad jeg tænker om det, men det tror jeg jeg skriver om en anden dag)

Om jeg er bekymret for udviklingen? Helt klart ja! Om jeg kender svaret på hvordan det løses, så er det et rungende nej. Jeg vil med dette indlæg forsøge at starte nogle tanker og sætte mere fokus på den mistrivsel som vi er ved at acceptere som et samfundsvilkår.

Mere Jantelov og forbud? eller mindre og påbud?

Vores opgør med Janteloven har måske sendt os så langt ind i en ny tid hvor vi skal nå at blive så meget at vi faktisk aldrig kan få succes! Jeg tænker det måske er lige så skadeligt som Janteloven.

Har vi i Danmark opbygget et livssyn der er så positivt, opportunistisk og funderet i man kan hvad man vil og alle er specielle med det resultat at vi bliver syge af ikke at kunne leve op til det?

Er vores skolesystem så målrettet en uddannelse at vi glemmer glæden ved at være en del af et fællesskab, en del af en rejse fra barn til voksen? Er vores fokus på egen udvikling blevet et så stort krav, at vi nu frygter at fejle fagligt og socialt. Er præstation kommet i vejen for glæden ved fordybelse?

Er forældre blevet så overbevist om at alle børn er helt unikke og kan blive lige hvad de vil at vores børn får stress, angst og lever i konstant utilstrækkelighed fordi de altid kan og burde være lidt bedre?

I min elskede sportsverden er vi blevet så besat af resultater at børn arbejder lige så målrettet som professionelle atleter, til gavn for hvem? Er det derfor vi har ungdoms sport?

Det var mange spørgsmål og jeg har ikke alle svarende men har nogle tanker som jeg godt kunne tænke mig vi brugte lidt tid på at diskuterer.

Men inden du tror at jeg helt har tabt sutten og ikke længere arbejder med elitesport og atleter der drømmer stort, så bare rolig alt er som det plejer og jeg tror denne artikel er noget af det mest ambitiøse jeg har skrevet. Dette indlæg er mit bud på de første skridt ind i en mere ambitiøs måde at arbejde med mennesker.

OL er ikke for alle og bliver det aldrig

Selvfølgelig er OL for de bedste på samme måde som 13 tallet i gamle dage var noget helt unikt.  Men det er jo netop derfor det ikke er for alle og vi derfor skal lade være at vifte OL som mål for alle der godt kan li at dyrke sport.  Ja de må da gerne drømme om OL, men den drøm skal ikke proppes ned i halsen på atleterne af velmenende trænere.  Børne træneren rolle skal ikke være at selektere eller starte drømmen om OL. De skal lærer børn at trives i dagligdagen og glædes ved at udfordre sig selv, lære og fordybe sig i deres sport. Det kan man sagtens uden at sætte OL eller Messi som en lede stjerne for alle.  Man kan vel sige at sporten skal være et rum hvor unge oplever fordybelsen der ikke er plads til i resten af samfundet.

 Ja der skal være plads til at stræbe efter det unikke men det er og bliver for de få. Når jeg arbejder med ridesport, har jeg mødt det mest synlige eksempel.

De fleste unge starter til ridning fordi de godt kan li heste og fælleskabet i stalden. Deres  pony bliver deres bedste ven, som de kan snakke med alt om. På et tidspunkt kommer der så en træner eller forældre og fortæller dem den ikke er god nok! Nu sælger udskifter de så deres bedste ven så de kan få en bedre pony der kan springe højere.

Og så opstår dilemmaet, er det vigtigere at bryde relationen for at få en pony der kan springe højere? Hvis barnet bare elsker at ride? Hvis mål og ambitioner er det? Hvis det er fordi barnet keder sig og trænger til udfordring, er det nok den rette vej, hvis det er fordi det er det man ”skal” i den sport… hmm så ved jeg ikke rigtig.

Prøv at tænke over hvornår man ”sælger ponyen” i din sport og hvem der bestemmer det.

Sporten åbner døren til store drømme som ikke er for alle. Jeg oplever mange atleter der lever i en drøm som aldrig bliver til noget og de ender deres sports karriere, med en følelse af at have været utilstrækkelige, der er jo nogen der var bedre.

De glemmer alle de gode oplevelser og fællesskaber de har været en del af. Prøv at tænke tanken at de gennem 10, 15 eller 20 år arbejdet for noget der ikke kunne lade sig gøre og slet ikke givet sig tid til at nyde og opleve alt det de kunne.

Inden du som læser går i selvsving over at der er eksempler på atleter, som lykkes på trods alle odds, så gør de fleste det faktisk ikke. På samme måde som der er historier om fattige mennesker der har boet på gaden og ender med stor succes så er det desværre sådan at de fleste af dem der starter på gaden, forbliver der.

Store og små drømme er det påbud eller motivation.

Børn må gerne drømme om at gøre noget stort, men de skal da ikke “kun” arbejde mod noget stort.  De skal have lov til at være børn. Unge skal arbejde og træne for at opleve evnen at mestre. De skal drømme men deres mål skal være realistiske og understøttes noget der giver værdi som menneske.  Deres sport skal understøtte at de lærer hvad jeg vil betragte som de to vigtigste ting sporten kan lære os; passion og vedholdenhed.

LÆS OGSÅ “Er du god eller bare foran”

Jeg arbejder med 8 punkter som jeg synes er et essentielle at alle unge bør opleve i deres dagligdag hvis vi skal give dem passion, vedholdenhed og en masse gode oplevelser.

1. Tryghed – At være en del af et fællesskab hvor de oplever social tryghed og forudsigelighed
2. Fordybelse – At lære at være i proces hvor fokus er på at blive dygtigere og fordybe sig.
3. Oplevelse – Hverdagen skal være meningsfuld og være det der er omdrejningspunktet.
4. Rammer – Lav klarer aftaler og mål.
5. Påbud – Slut med uopnåelige og ikke målbare påbud om hvad vi skal kunne og være.
6. Fejl – At gøre sig umage medfører at teste grænser og lave fejl.
7. Perfekt – er ikke det samme som perfektion og kompromisløst stræben efter perfekt er ikke et mål.
8. Tillid – Tro på at folk gør sig umage og gør deres bedste i de rammer de har.

Jeg bruger disse punkter som en rette snor for mig selv i mit arbejde med mennesker. Om det er arbejdet med atleter, trænere eller uden for sportens verden mener jeg 100% at ovenstående er et krav for succes på den lange bane.

Hvis du er nysgerrig på hvordan jeg arbejder med punkterne struktureret og hvordan du kan få redskaber til at arbejde med dem, kan jeg tilbyde følgende:

1 / Deltag i en gratis 1 times workshop hvor jeg kort fortæller om hvordan jeg arbejder med punkterne.  Tilmeld dig her:  Tilmeld workshoppen eller find andre workshops her: Andre datoer

2/ Book mig til et foredrag eller en workshop om mentaltræning, træner rollen eller forældrerollen i dit team skriv på kim@sportsmind.dk

3/ Hvis du er forældre og vil have råd og tanker i forhold til dit eget barn sports karrierer er du velkommen til at booke en forældre samtale på min hjemmeside: Book her

I næste del af denne artikelserie vil jeg gå ind i hvorfor talent ikke altid er en fordel og mine tanker om talent. Men endnu vigtigere hvordan der bliver plads til at være verdensklasse uden at efterlade et sport af knuste drømme.