11 paradokser i moderne ledelse

af 1. jun 2014

11 paradokser i moderne ledelse

Spændende tanker om paradokser i  ledelse fra Per Sørensen tilbage i 1986 af i LEGO SYSTEM A/S – og siden anvendt i LEGOs lederudviklingsprogrammer. Det sætter en masse spændende tanker i gang.

Lederen skal have et nært forhold til sine medarbejdere

hvilket er hensigtsmæssigt for at få en åben kommunikation, hvor du kan vejlede, inspirere og motivere dem.

– og samtidig holde en passende afstand til dem

hvilken er nødvendig for at kunne vurdere, skære igennem konflikter og træffe de rigtige beslutninger i tilfælde af, at medarbejdernes interesse går i en anden retning end virksomhedens.

Lederen skal kunne gå foran

og derved være et synligt samlingsmærke for organisationens mål.

– og samtidig holde sig diskret i baggrunden

således at alle medarbejdere – både i egne og i omverdens øjne – bidrager til organisationens resultater og oplever realisering af deres egne idéer og forslag.

Lederen skal vise medarbejderne tillid

ved at gå ud fra, at dine medarbejdere både kan og vil løse alle de opgaver, de får.

– og samtidig kunne følge med i, hvad de foretager sig

da du ellers ikke kan give ordentlig feedback eller demonstrere ægte interesse for deres præstationer.

Lederen skal være tolerant

ved åbent at erkende, at der er flere måder at gøre tingene på.

– og samtidig vide præcist, hvordan han/hun vil have tingene til at fungere

for at bevare resten af organisationen.

Lederen skal planlægge sin tid godt

så får du det fra hånden, som skal udføres – og ikke lade omverdenen overtage styringen.

– og samtidig være fleksibel i sin planlægning

så du heller ikke lader din kalender overtage styringen

Lederen skal tænke på sin egen afdelings mål

for at optimere mest muligt.

– og samtidig være loyal over for resten af virksomheden

for at undgå uhensigtsmæssig sub-optimering.

Lederen skal give udtryk for, hvad han/ hun mener

således at dine medarbejdere, dine chefkollegaer og dine overordnede ved, hvor de har dig.

– og samtidig være diplomatisk

så du hverken skader de mennesker, du omgås, eller den sag, du ønsker at fremme.

Lederen skal være visionær

ved at du giver dig selv lov til at bruge mere tid på at tænke stort, utraditionelt og langsigtet

– og samtidig holde benene på jorden

idet de nære problemer også skal løses – og ofte med kort varsel.

Lederen skal skabe enighed

for at undgå, at de beslutninger, der træffes – bevidst eller ubevidst – senere undermineres

– og samtidig være i stand til at skære igennem

da nødvendige (måske ubehagelige) beslutninger ellers umuliggøres.

Lederen skal være dynamisk

hvilket betyder, at du er villig til at træffe beslutninger på et ufuldstændigt grundlag:

– og samtidig så tilpas eftertænksom, at det er den rigtige beslutning, der træffes

Hvilket kræver, at du benytter al den viden og erfaring, der kan mobiliseres, inden beslutningen træffes.

Lederen skal være selvsikker

så du ikke spreder utryghed omkring dig.

– og samtidig være ydmyg

så du bevarer evnen til at ændre adfærd i takt med, at kravene fra omverdenen ændrer sig.