5 skridt til stærkt mindset og mere læring
“Mindset” er et brugt ord i sportens verden, men hvordan omsætter man begrebet til brug i sportens verden, så man bliver en bedre sportsudøver hver dag?
Jeg har i den seneste tid været ret inspireret af læringsforskeren Carol Dweck, som jeg har ladet mig inspirere af i mit arbejde med atleter. Hendes vigtigste pointe omkring læring er, at det ikke handler om, hvilket niveau vi præsterer på, men om vi præsterer på højere eller lavere niveau end vi plejer – og endnu vigtigere: Hvad der skal til for at rykke et niveau højere op.
Jeg har i min tid med sport oplevet rigtig mange atleter, der på et tidspunkt i deres karriere bliver fanget i en mental fælde, hvor de prøver at fastholde de resultater de har lavet fremfor at forsøge at blive bedre.
Eksempelvis oplever jeg tit unge atleter, der kommer i kontakt med et landshold og fra denne dag handler det ikke længere om hvor gode de kan blive, men om “ikke at miste” pladsen på landsholdet. Man kan vel sige, at de bliver låst i deres tilgang og fokuserer på hvordan de kan positionere sig og finde en vej til at fastholde deres plads i en reaktiv tilgang. Modsætningen er at antage, at grunden til de er på landsholdet er fordi de forsøger at udvikle sig og derfor blive ved med at lære og søge efter bedre resultater.
Ja – det lyder søgt, men jeg oplever det gang på gang hos både atleter og virksomhedsledere. Frygten for at fejle, frygten for ikke at lykkes, frygten for at miste det man allerede har opnået og måske undskyldninger for at slippe uden om udfordringer, forhindringer, kritik, feedback og hårdt arbejde.
Mine 5 handlinger til udvikling og langsigtet succes.
1/ Lær at sige “endnu”
Der er stor forskel på at sige ”jeg kan ikke” og ”jeg kan ikke endnu” fordi ordet endnu lægger op til punkt to.
2/ Find ud af hvad dit næste skridt er
Når du har sagt “endnu” skal du derefter sige: “Men det næste jeg vil gøre for at lykkes er….”
3/ Du lærer – både når du lykkes og når du fejler
Det er ikke så vigtigt om du lykkes. Det er din reaktion på enten succes eller fiasko, der er vigtig. Hvis du ikke lykkes skal du finde ud af hvad dit næste skridt er – og hvis du lykkes skal du også finde ud af hvad dit næste skridt er.
4/ Fokusér på at få “flere rigtige”
Det handler ikke om hvor god du er. Det handler om hvad du har lært og kan som du ikke plejer at kunne. Derfor skal du fokusere på de ting, der er lykkedes siden sidst (dvs. flere rigtige) i stedet for altid at dele tingene op i “jeg var go” eller “jeg var dårlig”.
5/ Lad andre inspirere dig
Når andre lykkes er det vigtigt at blive inspireret af dem, hvad kan du lære, hvad er næste skridt for dig? Men lad være med at kopiere ting uden at kende tankerne bag, du kan lige så godt ende med at stjæle deres fejl som deres styrker. Så hav et filter på når du bliver inspireret.
Opsamling
Tankerne i et udviklings-mindset er selvfølgelig mere end 5 punkter, men jeg håber, at jeg har kunnet inspirere dig til et mindset hvor du får lyst til at blive bedre.
Hvis du har lyst til at høre mere er du selvfølgelig velkommen til at kontakte mig, så vi kan lave en plan ( www.sportmind.dk )
Jeg tænker, at udviklings-mindsettet kan inspirere mange felter
- Den enkelte atlet, der vil være bedre
- Træneren, der vil skabe udvikling
- Klubben eller holdet, der vil være bevidst om deres mindset
- Lederen, der vil inspirere et udviklings miljø
- Men vigtigst af alt: Enhver underviser, der vil stimulere læring i stedet for resultater.
Næste indlæg kommer til at handle om, hvordan du kender forskel på et fastlåst mindset og et udviklingsmindset.