Husk at glæde dig!

Personligudvikling med fantastiske unge mennesker og Kim Dietrichsen

Jeg står foran 3 ugers personligudvikling’s forløb med 30 fantastiske unge mennesker(tror jeg, nahh ved jeg) hvordan kan jeg tillade mig at vide det. Det kan jeg vel i realiteten kun bygget på mine erfaringer og mit livsyn. Det er sjette gang jeg skal køre et sådan højskole forløb det vil sige jeg har mødt ialt ca 140-150 unge mennesker og jeg tænker tilbage på hver og en af dem som noget helt specielt og fantastisk.

Jeg synes det er en ære at få lov at være med på en del af deres livsrejse. Første og fremmest fordi jeg er mega monster nysgerrig på mennesker. Hvad driver dem, hvad drømmer de om og hvad kan jeg bidrage med på deres rejse. Kommer jeg lidt tættere på er det altid ekstra spændende med hvilke værdier har de og hvordan oplever og ser de verden (det gælder i bund og grund alle mennesker jeg møde), men det der er specielt ved den her slags forløb er at de har inviteret mig ind i deres liv ikke for evigt men i 3 uger helt tæt på og nogen af dem tager mig så med videre i resten af deres liv(det er en ære synes jeg) og det må jeg indrømme gør mig stolt og lidt nervøs, jeg synes det er et stort ansvar. Jeg mødte fornyligt en fra mit første hold, hun fortalte at vores 3 uger sammen i deres venegruppe(også dem der ikke havde deltaget i mit undervisnings forløb) var blevet noget man refererede til når man tog beslutninger og ikke mindst når man snakkede om hvad der er vigtigt. Mon jeg lige blev lidt stolt?

Den anden grund til jeg synes det er en ære er at jeg ved hvor stor indflydelse man som underviser og coach kan have på specielt unge menneskers fremtid og det ansvar tager jeg meget alvorligt. Hvordan ved jeg man har indflydelse? Det ved jeg fra de breve og beskeder der jævnligt tigger ind i min indbakke. med tanker, tak, spørgsmål og ikke mindst dejlig feedback som har gjort mig skarpere som coach og underviser.

Nå hvordan ved jeg så de er fantastiske, fordi det synes jeg i bund og grund alle mennesker er inderst inde er der noget helt unik i alle mennesker. Det tager ofte lidt tid og kræver man giver dem sin tillid(man kan jo ikke kræve deres) at få lov at se det, men det er der.

Det er ikke altid jeg deler andres værdier eller livssyn, men møder jeg mennesker med åbent sind, åben vilje og ikke mindst åbent hjerte så får jeg fantastiske og inspirerende indsigt i andre mennesker, prøv det man bliver afhængig på den gode måde.

Den første del af min personlig udviklings rejse er at begynde at glæde mig. Og det er derfor jeg skriver den har blog, fordi jeg glæder mig. Glæder mig til at opleve endnu en flok dejlige unge mennesker der på hver sin mådem om ikke så lang tid vil få en plads i mit hjerte og vil være noget helt specielt.

Iøvrigt en tak til Jakob Lindeblad for inspiration til huske at rejsen starter før den starter, nemlig med at glæde sig.

Så min sidste kommentar i denne blog er et spørgsmål… Hvad glæder du dig til? Ting bliver bare sjovere når man glæder sig.